Om Tumlastik

Tumlastik er lege og aktiviteter for babyer og deres forældre. Typisk er gymnastik forbeholdt børn over 2 år, men med tumlastik er det muligt ud fra ergoterapeutiske principper, at lave aktiviteter med småbørn. Tumlastik er et nyt ord og er et mix af det at tumle og gøre gymnastik. Tumlastik er øvelser som kan hjælpe babyer i de forskellige motoriske stadier, som de går gennem de første leveår.

Og hvorfor ikke lade babyer og småbørn opleve glæden ved at gå til gymnastik? De små elsker at bruge kroppen og får ekstra fart på hele deres udvikling, når de bliver kropsligt stimuleret på denne måde. Og de voksne nyder at se børnene tumle rundt under trygge og sikre rammer.

Børn i bevægelse er børn i udvikling

En god udvikling af krop og bevægelse baner vejen for al anden udvikling hos barnet. Allerede fra første levedag har babyen da også travlt med at udforske verden og dens muligheder ved hjælp af sin lille krop. Hver gang, barnet lærer noget nyt, dannes der nye nerveforbindelser i hjernen, som barnet får brug for resten af livet. Ikke mindst derfor er der god grund til at "fylde på", mens børnene er helt små og hjernen mest modtagelig.

Babyens tidligste sanser
 

De første leveår udvikler barnet parallelt tre basale forbundne sanseområder, som alt andet bygger videre på. Ved at gå til Tumlastik får børnene stimuleret netop disse tre sanseområder:

Følesansen
Udvikles igennem den tætte kropslige kontakt med forældrene, f.eks. under amning, på puslebordet, ved badning, i bæreselen osv.

Balancesansen
Hjernen starter med at reagere på hovedets position i forhold til tyngdekraften og på ændringer i bevægelsestempoet. Så allerede når barnet bæres rundt, stimuleres denne sans - siden også, når det begynder at holde hovedet selv, rulle, kravle, gå, løbe, vende på hoved, gynge, rutsche, cykle, danse mv.

Muskel-ledsansen
Ved at prøve tingene igen og igen, lærer barnet hjernen, hvor de enkelte legemsdele befinder sig - og hvordan de bruges, f.eks. hvor meget, armen skal flyttes for at de små fingre kan få fat i ranglen. Muskel-ledsansen stimuleres ved at bøje, strække, hive, trække, bære ting mv.